Den 29.12.: Afrejse fra Billund kl. 20.15 - ankomst kl. 02.15 i Hurghada, hvorefter vi skal transporteres til et hotel syd for Hurghada.
Det holdt dog ikke stik.
Vi kom i god tid til Billund, fik checket ind og afleveret vores bagage.
Men øv - flyet fra Hurghada var 1½ time forsinket, så vi kom først af sted kl. 21.45.
Vi landede i Hurghada ca. kl. 2.15 og ventede så en del tid på vores bagage.
Ydermere skulle vi udfylde visumpapir og det var lidt af en parodi, vi kunne have skrevet hvad som helst og ham der kontrollerede passet og visaet så noget bøs ud, men vi kom da igennem.
Udenfor ventede guiderne på os og vores guide Maja fulgte os til den bus der skulle transportere os til det midlertidige hotel - der ankom vi kl. 5.30 lokal tid og vi skal videre til Luxor om snart, nemlig kl. 08.30 - morgenkaffe fra kl. 7.00.
Her i resortet afleverer man sin kuffert ved indgangen, får udleveret værelsesnøgle, bundet armbånd på så de kan se vi må få morgenkaffe, og bliver så guidet hen til værelset uden kufferter - dem kom han med senere.
Flink fyr og vi gav ham 1 dollar i drikkepenge, dollarsedlen fandt vi på gangen :-), jeg måtte sætte fod på, så de andre ikke så den - hvad der er sparet er tjent.
Vi er nu på værelset og tør ikke rigtig lægge os til at sove, da det kun er et par timer til vi skal videre.
Det er lidt hårdt på denne første nat, men alt fungerer med indtjekning o.s.v. - det synes bare lidt omstændeligt.