Spændende dag i dag med tur til Cairo og Giza og først og fremmest se pyramiderne.
En af de andre var allerede blevet hentet kl. 01.00, så han lå og sov da vi kom ind i bussen.
Det var en lille bus uden toilet og derfor skulle toiletbesøg tilpasses det ene stop, vi havde på den 5 - 6 timer lange bustur - derfor ikke for meget vand osv.
Det med toiletbesøg er dog en sandhed med modifikationer for da en af deltagerne nødvendigvis skulle tisse, holdt bussen ind i rabatten på motorvejen og manden kunne lade vandet bag bussen.
Vejene her - selv denne, som ligner en motortrafikvej - er aldeles ujævne med bump, huller i vejen, hvor bussen må ned i farten hele tiden.
Vi kom til det første kontrolsted, blev tjekket endda inden i bussen, og skulle så vente på at alle de andre busser også var klar til at køre.
Vi troede, at vi skulle køre konvoj med politieskorte som før i tiden her i Ægypten, men det viste sig ikke at være tilfældet, for da vi kom ud på landevejen blev der stor afstand mellem busserne.
Efter ca. 2½ time var der pause på en rasteplads hvor vi kunne spise vores medbragte morgenkaffe, som vi havde fået på hotellet.
5 pund for at komme på toilettet, men OK, så var der også rent, men der blæste en pelikan på herretoilettet, gad vide om det er for at undgå at nogen lægger sig til at sove der.
Lidt over kl. 09.00 ankom vi til Cairo efter at have passeret Suez, hvor vi kunne se mange store skibe ligge og vente på at komme igennem kanalen. Det er en stor indtægtskilde for Ægypten efter at de genvandt Sinai efter seks-dages krigen i 1967 mod Israel.
Undervejs kom vi forbi New Cairo som er ved at blive bygget uden for Cairo for at tage presset af byen som nu er på 20 mill. mennesker.
Grimme store betonbyggerier som vi i Danmark kalder ghettoer. Selv Ægyptens regeringskontorer bliver flyttet herud.
Det var som de havde fortalt os en forfærdelig trafik i Cairo - de siger, at hvis man kan køre bus og bil i Cairo, så kan man køre alle steder i verden.
I midtbyen undervejs til det Ægyptiske Museum køres i 3 spor uden markering på vejen, indimellem hinanden og udenom hestekærrer osv.
Vi ankom til Tahrir pladsen, hvor der i 2011 var den store revolution som startede i Marokko.
Museet ligger på pladsen.
Vi fik udleveret hørebøffer af guiden og han viste os rundt til tre steder som umiddelbart havde noget at gøre med pyramiderne.
Lige først på toilet igen for 10 pund og så ind på museet.
Museet er i øvrigt ved at blive flyttet til et nyt museum som ligger umiddelbart i tilknytning til pyramiderne.
Vi var mest interesseret i at se de fundne genstandne fra Tutankhamon's grav da vi havde været i hans gravkammer i Kongernes Dal.
Det var en flot udstilling, desværre må man ikke fotografere han guldbelagte ansigtsmaske, men heldigvis kan google hjælpe os med det
Efter museet kørte vi til frokost i nærheden af pyramiderne - maden var god men igen mange sælgere uden for - øv.
Så kom højdepunktet på turen.
Imponerende syn, men Cairo er vokset næsten helt hen til pyramiderne, så det syn man havde i hovedet inden man rejste derned, passer ikke helt når man troede at det lå for sig selv i ørkenen.
Jeg valgte at betale 400 pund for at komme ind i Keops pyramiden.
Det er var en flot oplevelse at gå inde i de gange, som de gamle ægyptere havde bygget.
Pyramiden er kun til en persons begravelse så derfor er der kun gangen og gravkammeret.
Der er en lang og trang tur - smalle trapper og der kommer hele tiden nogen i mod en som man skal passere.
I gravkammeret er der fin plads - ca. 4 meters højde
Vi havde desværre ikke så megen tid omkring pyramiderne som vi gerne ville have haft, men det var OK.
Vi blev kørt op til et udsigtspunkt, hvor man kunne få taget det ideelle (klassiske) turistfoto:
Og det lykkedes os også at få taget en selfie :-) - bliv nu lige lidt misundelige over udsigten og kuløren
Apropos, så synes ægypterne godt om mit skæg, så jeg bliver kaldt lige fra moustache, Ali Baba, Santa til jeg ved ikke hvad.
Inden hjemturen var vi igen på et papyrus institut, men vi blev ude, da vi havde set det i Aswan.
Hjemturen var lang og drøj - vi skulle regne med 5½ time i bus og det blev det. Vi kørte kl. 15.15 fra Cairo og var tilbage på hotellet kl. 21.30.
Det er virkelig en drøj tur - det var mørkt og de ujævne veje gjorde en meget træt af det.
Men nu efter at have sovet er vi glade for at have set pyramiderne - det er et must.
Og forresten. Bussen hoppede så meget at min skridttæller satte ny rekord på over 29.000 skridt siddende i en bus.